Hamlet . Det Kongelige Teater. Skuespilhusets Store Scene. Spiller til 11. april.

Af Ghita Makowska Rasmussen, kultur@avisen.dk

At Det Kongelige Teaters nye skuespilhus åbner med Shakespeares Hamlet lyder måske ikke særlig nyt og overraskende. Men ny og overraskende er til gengæld instruktør Alexander Mørk-Eidems iscenesættelse og bearbejdelse af klassikeren.

Der er ingen berøringsangst med de mange ord, men stor respekt for historien.

Vi starter lige på og hårdt med Nicolas Bros kødelige nærvær og diabolsk-drengede Hamlet. Han spytter At være eller ikke at være -monologen udover publikum, og så er tonen slået an.

Flippet ven

Hamlet har det ikke særlig godt.

Han har ingen far, men kun et genfærd at tale med. Moderen er fjern, stedfaderen er falsk, kæresten manipulérbar og vennerne skræmmende lalleglade i deres forsøg på at overbevise ham om, at alt er helt normalt efter faderens pludselige død og moderens ægteskab med farbroren.

Den nære ven Horatio er flippet og grotesk spillet af svenske Shanti Roney, som en spejling af Hamlets skizoide tilstand – en naragtigt morsom kaninfigur, der pisker galskabsstemningen op. Kæresten Ofelia er en lille ubevidst sexgodte i skikkelse af Helle Fagralid, og moderen Gertrud er en bevidst sexgodte, cool spillet af Benedikte Hansen.

Hamlet foragter kvinderne og er sygeligt jaloux, da han ikke kan styre dem med sit maskuline had.

Sikke et synsbedrag

Personerne skifter tøj og stemme og springer fra nutid til renæssance i Christian Friedländers pletskud af en scenografi. Sikke et synsbedrag, da scenen pludselig åbner sig efter mordet på svigerfaderen Polonius, og drengeløjerne bliver til blodig hævntørst.

Friedländer udnytter Skuespilhusets eventyrlige stemning maksimalt og giver indtryk af, at vi både er på teatret og inde i en gal mands forskydende hoved.

Flugt fra sig selv

Hamlet er teatret – og teatret er Hamlet, fordi de har noget til fælles. De drømmer begge om at åbne andres øjne for virkeligheden, men det er ikke en let mission, da de ikke selv er i stand til se og opleve virkeligheden, som den er. Jagten bliver til flugten fra sig selv.

Hamlet prøver at bekæmpe den tomme snak, men bliver fanget i ordflom, mens han løber rundt og synger »I kan ikke fange mig«.

Til sidst gør han det, der skulle være forblevet ved snakken og forestillingerne. Massakren på den kongelige familie sker med balloner, blomster og konfettisjov susende om ørene. Hamlet kan ikke leve i virkeligheden eller være i den, derfor må han dø til sidst i et disharmonisk festfyrværkeri foran det tunge røde teatertæppe.

Det er tragisk og underholdende – det er, som det skal være.