Flammen & Citronen Instr. Ole Christian Madsen
Et dansk actiondrama om besættelsestidens kontroversielle stikkerlikvideringer, endda med rekordhøj filmstøtte (46 millioner) i baglommen, har i sagens natur skabt store forventninger blandt bio-folks.
Desværre er Flammen & Citronen ikke en ubetinget succes.
For instruktør Ole Christian Madsen vil partout dykke ned i henrettelsernes moralske dilemmaer, skildre det psykologiske spil i en omtåget terrortid, og dermed iscenesætte modstandsfolkets indre kamp. På bekostning af de nervepirrende actionsekvenser, som et højspændt drama af denne kaliber burde trække på.
Med andre ord får man nærmest mere sved i håndfladen af at læse de personlige beretninger (blandt andet i Peter Øvig Knudsens Efter Drabet ) fra de omtrent 400 stikker-likvideringer, som man efter krigen valgte at lægge låg på.
Trang til forklaringer
Ole Christian Madsens krigsdrama er mere optaget af at fortolke end fortælle. En typisk, fornuftig dansk tilgang - sammenholdt med, hvordan Hollywood angiveligt ville have kørt djævelsk actionræs på historien om Flammen og Citronen (mon vi får en amerikansk versionering?).
De mest legendariske og underholdende mordberetninger om de to hårdtarbejdende modstandsfolk er således fravalgt til fordel for diverse sidehistorier - om for eksempel Citronens yderst problematiske forhold til sin kone. En sidehistorie, der naturligvis skal indramme de private omkostninger for en dedikeret modstandsmand. Men det betyder, at symbolik og forklaringstrang spænder ben for spænding og fremdrift, hvilket Ole Christian Madsen også tumlede rundt med i føleføle-film som Prag og En kærlighedshistorie .
Flammen og Citronen er som historisk oplæg fyldt med drab, vold og blod. I denne filmiske fortolkning har man valgt at skrue ned for de brutale effekter, og i stedet prioritere et nærmest underspillet drama, der ikke skorter på scener, hvor vore beklemte hovedpersoner stirrer tomt ud i luften. Jo, det keder lidt i længden.
Sublime miljøbeskrivelser
Som i instruktørens populære tv-serie Edderkoppen er de røgfarvede miljøbeskrivelser dog ganske sublime. Både Berlin, Prag og udvalgte locations i København danner kulisse for en gennemført periode-film, der både er imponerende flot fotograferet og redigeret. Mads Mikkelsen (Citronen) og især Thure Lindhardt (Flammen) føjer fornemme facetter til de feberagtige figurer, der på benhård freelancebasis står for at likvidere de formoede danske sladrehanke, der i 1944 plejer omgang med fjenden.
Men ikke uden en vis grad af nag og kval, da både kvinder og børn undertiden må bukke under for en kugle eller to. For besættelsestiden vred som bekendt almindelig sund fornuft langt ned ad moralske glidebaner. Således også for vore to helte/skurke, der ikke kun bliver jaget vildt af Gestapo, men også bliver viklet ind i de forskellige modstandsbevægelser og øvre råds interne magtkampe og kyniske behov for at rydde visse folk af vejen - for egen vindings skyld.
Tematisk set hårrejsende arvegods, men en mere håndfast dosering af blodige kroppe og blødende hjerter ville have gjort underværker. Eller sagt på godt dansk: Når der endelig bliver skudt igennem på dansk film, vil vi altså også godt se noget blod.