Anføreren rejser fra VM med blandede følelser

Midt i skuffelsen over Danmarks VM-exit er der også grund til at være positiv, mener Stine Jørgensen.
Stine Jørgensen og det danske landshold stemplede ud af VM tirsdag aften efter et nederlag til Sverige i kvartfinalen.
Stine Jørgensen og det danske landshold stemplede ud af VM tirsdag aften efter et nederlag til Sverige i kvartfinalen. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Anfører Stine Jørgensen har splittede følelser efter det danske VM-exit i tirsdagens kvartfinale mod Sverige.

Trods nederlaget på 23-26 til svenskerne ser hun lys forude for de danske håndboldkvinder.

- Lige nu er det nederlaget, der fylder mest. Vi ville så forfærdeligt gerne videre til semifinalen.

- Men jeg håber, at vi kan tage de ting med, der virkede, når vi kommer hjem og får det hele på afstand, siger Stine Jørgensen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Hun fremhæver to ting, der giver hende tro på fremtiden. For det første rejste danskerne sig fra en forfærdelig præstation og et nederlag til Montenegro i VM-premieren og tog fire sejre i træk.

Dernæst fremhæver hun ottendedelsfinalen, hvor Danmark bankede de tyske VM-værter med 21-17. Det lykkedes at holde Tyskland nede på 13 scoringer i 55 minutter, før de fik lidt nemme mål til sidst.

- Vi fik en dårlig start mod Montenegro, men derefter udviklede vi os gennem turneringen og spillede nogle gode kampe. Vi har stået godt defensivt. Især i kampen mod Tyskland, siger anføreren.

I kvartfinalen mod svenskerne startede danskerne godt og fik en føring på 5-2. Alligevel blev Sverige lukket tilbage i kampen, hvilket resulterede i en svensk føring på 13-11 ved pausen.

En skidt start på anden halvleg betød, at Danmark pludselig var bagud med seks mål. I slutfasen lykkedes det at nedbringe det svenske forspring til blot to scoringer.

Mangler I noget kvalitet for at kunne vinde sådan en kamp?

- Det synes jeg faktisk ikke. Vi har redskaberne til at slå Sverige.

- Der er bare en periode i anden halvleg, hvor vi ikke var skarpe nok. Vi kom tilbage, men den periode, hvor vi ikke spillede godt, kostede os dyrt, siger Stine Jørgensen.

Anføreren har en forhåbning om, at Danmark kan gøre det endnu bedre til næste års EM.

- Vi kan stå stærkt, for vi har et ungt hold. Men det har mange af de andre lande også. Vi er i hvert fald i gang med en rigtig god udvikling, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.