Andy Schleck har ikke kunnet blande sig i kampen om topplaceringerne i de cykelløb, han har kørt i 2013.
Faktisk har det knebet for den tidligere Team Saxo-Tinkoff-rytter overhovedet at fuldføre de løb, han har kørt med i.
Mandag var den så gal igen, da luxembourgeren stod af på sjette og næstsidste etape af Tirreno-Adriatico.
Undervejs på den 209 kilometer lange etape havde Schleck fået nok, og det var nu heller ikke fordi, han smed en god placering i grøften på den måde.
Radioshack-Nissan-rytteren lå efter fem etaper på en samlet 84.-plads, 32 minutter og 27 sekunder efter den førende brite Chris Froome.
Tirreno-Adriatico bliver af flere af de største Tour de France-favoritter brugt som en af sæsonens første styrkeprøver, og folk som Froome og Alberto Contador har allerede markeret sig stærkt i løbet.
Derfor er spørgsmålet nu, om Andy Schleck overhovedet kan nå at komme i tilstrækkelig form til at køre med om podiepladserne i Touren.
Andy Schleck har tidligere i år måttet opgive at fuldføre Tour Down Under og Tour de Méditerraneen.
/ritzau/