Landsholdsspilleren Andreas Christensen er blevet kåret som årets unge spiller i den engelske storklub Chelsea.
Den 22-årige dansker vendte tilbage til London-klubben sidste sommer efter et succesfuldt lejeophold på to sæsoner i Borussia Mönchengladbach.
Trods hård konkurrence om pladserne i det centrale forsvar har den unge dansker så godt som tilspillet sig en fast plads, og han har foreløbig spillet 39 kampe på tværs af alle turneringer for Chelsea i denne sæson.
- Jeg er virkelig stolt af den her pris, og jeg vil gerne takke mine holdkammerater for at gøre mit job nemt og for at få mig til at se god ud, siger Andreas Christensen ifølge Chelseas hjemmeside.
Med til prisen hører, at Chelsea i denne sæson kun har benyttet sig af få unge spillere.
23-årige Tiemoué Bakayoko og den et år yngre Andreas Christensen er de eneste spillere under 25 år i Chelseas førsteholdstrup med regelmæssig spilletid gennem hele sæsonen.
/ritzau/