En statsminister og et computeranimeret legegulv. Mere skulle der ikke til, før børnene i Eventyrgården glemte alt om tid og sted – og derfor hang gevaldigt med skufferne, da det gik op for dem, at deres nye legekammerat, Anders Fogh, kun kunne være med i 20 minutter.
»Du går da ikke hjem nu. Du skal blive her lidt længere,« sagde en dreng, da statsministeren ville liste ud ad døren.
»Jamen, det bliver jeg nødt til. Der er også andre børn, som jeg skal besøge. Ellers bliver de kede af det,« sagde Anders Fogh og klappede drengen på hovedet, inden han satte kursen mod Ullerslev Bibliotek, som han også skulle nå at besøge.
Imponeret statsminister
Anledningen til det fine besøg i Eventyrgården var et splinternyt computeranimeret legegulv, der ved hjælp af små sensorer kan registrere børnenes fodtrin.
»Der er forskellige spil i gulvet. De kan for eksempel spille huskespil, hinkespil og stopdans. Meningen er naturligvis at integrere computerspil med fysisk leg,« fortæller professor Henrik Hautop Lund fra SDU.
Statsministeren var tydeligvis imponeret over det nye legegulv, som han dog ikke selv ville afprøve.
»Det er sket ufattelig meget, siden jeg selv var barn. Jeg er jo vokset op på landet, så jeg har altid rørt mig meget. Men i dag er det anderledes. Derfor er det en god ide med et stykke legetøj, hvor computerspil og fysisk aktivitet forenes.«