America's Cup er kendt som sejlsportens mest prestigefyldte kapsejlads, men i øjeblikket er der ikke den store prestige i at vinde.
Natten til fredag blev den tredje kapsejlads afviklet med bare en enkelt båd til start. Med bare én båd i vandet ud for San Francisco er der ikke stor spænding om, hvem der nu vinder.
Tredje sejlads endte med en sejr til den italienske båd Luna Rossa, der slog svenske Artemis, der ikke var i vandet, da båden endnu ikke er klar.
Besætningen på Luna Rossa boykottede selv holdets første sejlads i lørdags i protest mod de regelændringer, der blev lavet kort efter briten Andrew Simpsons død under en træning i foråret.
Luna Rossa mente, at de nye sikkerhedsforanstaltninger indeholdende en tungere og bredere rorvinge havde givet de forsvarende America's Cup-vindere fra den amerikanske båd Oracle en konkurrencemæssig fordel.
En jury har nu givet Luna Rossa medhold, og derfor er den italienske båd tilbage i vandet.
Natten til søndag kan den første reelle dyst finde sted, når Luna Rossa og Emirates Team New Zealand skal møde hinanden.
Først når der skal sejles finalerunder til september, træder de forsvarende vindere fra Oracle ind i America's Cup.
/ritzau/