Mens anklagemyndigheden i Danmark i månedsvis har eftersøgt Tvinds stifter, Mogens Amdi Petersen, nyder hovedpersonen selv tilsyneladende tilværelsen i luxuriøse omgivelser i Mexico.
Den Tvind-kritiske hjemmeside Tvindalert.com tog således for nogle måneder siden et billede af Mogens Amdi Petersen ved organisationens næsten færdigbyggede hovedkvarter i det nordlige Mexico, nærmere bestemt San Juan de Las Pulgas. På fotografiet ser man den legendariske leder, mens han observerer en gruppe besøgende, der tilser det storslåede byggeri med udsigt over Stillehavet. Bygningen har både swimmingpool og squashbane og koster omkring 50 millioner kroner.
Amdi forsvandt
Amdi Petersen og flere andre Tvind-ledere blev i august 2006 frikendt for groft skatte- og mandatsvig i byretten. Anklagemyndigheden ankede efterfølgende frifindelsen til landsretten, men Mogens Amdi Petersen og resten af Tvind-toppen var forlængst forsvundet. Derfor er det kun talsmand Poul Jørgensen, der indtil videre sidder på anklagebænken i ankesagen.
Journalist Frede Jakobsen, der sammen med en engelsk journalist står bag Tvind Alert, er ikke i tvivl om, at det er Mogens Amdi Petersen, der ses på billedet.
- Ellers lagde ikke billedet ud, siger han og tilføjer, at den nu 69-årige Tvindstifter er blevet farvet mørkhåret, siden han sidst viste sig offentligt i forbindelse med sagen i Danmark.
- Billedet er taget midt i november, men vores kilder derovre har også set ham ved byggeriet siden da, lyder det fra Frede Jakobsen.
De to journalister bag Tvindalert.com har ikke selv en fortid i Tvind.
- Vi har blot en interesse i at dække multinationale selskaber. Specielt de forhold, som selskaberne ikke selv ønsker frem, siger Frede Jakobsen til Avisen.dk.
Se billedet af Amdi her