Mon hun er klædt i hvidt? Mon
Joachim er med? Mon hun overhovedet siger ja? Spørgsmålene er mange, og svarene
får vi i dag, når Alexandra og Martin Jørgensen mødes foran
alteret.
Det er ikke længere nogen
hemmelighed, hvor vielsen kommer til at foregår. For rammerne omkring det - med
garanti - romantiske bryllup kommer til at stå i Øster Egede Kirke, der ligger i
Fakse. Martin og Alexandra er nemlig gode venner med ejeren af herregården
Jomfruens Egede, der ligger i sammenhæng med kirken, og hvor den efterfølgende
fest skal holdes.
Men det mest spændende er nok,
hvordan Alexandra kommer til at se ud. Én ting er sikker, og det er, at det
bliver designeren Henrik Hviid, der tidligere har lavet kjoler til Alexandra,
der har lavet kjolen.
»Hun er jo andengangsbrud, så jeg
tror ikke, hun bliver gift i hvidt. Samtidig tror jeg heller ikke, at kjolen
bliver lige så overdådig, som da hun blev gift med Joachim. Hun har jo god smag,
så jeg kunne forestille mig noget enkelt og elegant i champagnefarvet,«
fortæller takt-og tone eksperten Inge Correll fra Havreholm
Slot.
Joachim ikke til
vielsen
Et andet spændende spørgsmål er, om
Joachim er med til vielsen. Og ikke mindst om han tager kæresten Marie med.
Flere kongehuseksperter peger på, at han vil være til stede, men kun til den
efterfølgende fest for ikke at tage opmærksomheden væk fra Alexandra og Martin.
På gæstelisten er blandt andet Oscar
Siesbye og hans kone. Oscar Siesbye er søn af den berømte smørrebrødsjomfru Ida
Davidsen, der også er inviteret. Herudover kommer selvfølgelig brudeparrets
familie samt den prisbelønnede fotograf Erik Refner, der skal være Martins
forlover. Også Alexandras privatsekretær Christine Lyng er en selvskreven gæst
samt flere af Alexandras private venner fra udlandet.
Gæsterne er altså helt private
bekendtskaber og ikke en masse officielle personer, som man ellers ser, når der
er tale om royale personer. Men selvfølgelig, efter vielsen er Alexandra jo også
blot helt almindelig.