Hun har prøvet at fortrænge, hvad der egentlig skete den lørdag aften i august i en lejlighed i København. Hun vil heller ikke huske, hvordan hun for nogle år tilbage overfaldt sagesløse mennesker. Men hun er blevet tvunget til at forsøge at få minderne frem.

I sidste uge blev sagen om, hvordan hun sammen med seks veninder ydmygede og mishandlede pigen Heidi, rullet op i retten. Og i onsdags gik hun ud af den tunge dør fra Københavns Byret med seks måneders fængsel i en tidlig fødselsdagsgave. I dag fylder Maria 17 år.

Ketchup og spyt

Maria blev dømt for at have brændt 19-årige Heidi i panden med en cigaret, at have sparket hende i maven, at have spyttet på Heidi og hældt tomatketchup ud over hende og i hendes mund.

Desuden blev hun dømt for frihedsberøvelse og blufærdighedskrænkelse, fordi hun var med til at tvinge Heidi til at smide bukser og trusser og bagefter videofilme hende med en mobiltelefon. Heidi fik også barberet det ene øjenbryn af og er ifølge anklageskriftet blevet tegnet med en kuglepen på kroppen, ligesom de syv veninder har kaldt hende ting som »luder« og »ulækker«. Ydmygelserne fylder mere end volden. Og det er der en grund til. For at forstå den, skal vi flere år tilbage i tiden.

Normalt at tæve folk

Den spinkle pige med det lange, mørke hår og masser af fingerringe er vokset op hos sin mor i Brønshøj. I det fattige, men kærlige hjem bor også hendes storebror og storesøster, og der er ikke råd til at tage i Tivoli eller på ferie.

Moren har det skidt og lider af en depression, så da Maria er 12 år, bliver hun fjernet fra hjemmet og anbragt på en institution. Her møder hun andre unge, og de udvikler en voldelig kultur, hvor man overfalder hinanden eller tilfældige folk på gaden, som de selv har provokeret forinden.

»Det var meget normalt at tæve folk, for det gjorde de jo alle sammen. Det var for det meste os, det startede, og så så vi deres reaktion,« fortæller hun.

Maria kan ikke forklare, hvorfor tingene bliver sådan dengang, og hun har stadig meget lidt lyst til at tale om det den dag i dag.

Fire gange bliver hun anmeldt til politiet, og hun kommer også i retten, men alle gangene er hun under den kriminelle lavalder.

På vej til et bedre liv

Af en eller anden grund kommer Maria væk fra de andre unge og får nye veninder. Hendes kontaktperson er med til at hjælpe hende til et ’pænere’ liv, og volden stopper. Stadig kan Maria finde på at sende onde sms’er.

Sådan går et par teenageår, hvor alt ser lyst og håbefuldt ud. Lige indtil Marias mor får kræft og bliver mere og mere syg.

»Jeg fik et chok og var ked af det i lang tid. Jeg lukkede mig inde i mig selv og droppede ud af skolen. Jeg var ked af det, når jeg var alene, og jeg snakkede ikke med nogen om det,« fortæller Maria, der begynder at drikke og gå meget i byen.

Lørdag aften 25. august er hun med kontaktpersonen ude for at hente mad på Samosa House på Nørrebro. Da de kommer ud fra restauranten, møder Maria et par veninder, og hun fortæller, at hun vil tage op til Tanja. De to har ikke aftalt at ses, men Maria ved, at Heidi er i lejligheden. Og hun skal afstraffes.

»Det var med vilje, jeg ville have fat i hende, for hun havde sagt og skrevet ting til mig. Jeg havde det dårligt i forvejen, og så har hun gjort mig sur på en eller anden måde,«

Ville ikke slå

De to pigers opgør handler om noget så banalt som noget tøj, der ikke er blevet leveret tilbage til Tanja, og som Maria derfor er begyndt at indkræve. Men i virkeligheden handler det om, at Maria har det elendigt og skal afreagere.

»Jeg lod al min vrede gå ud over hende, det var også derfor, det gik for vidt. Jeg var meget vred og indelukket, og så kom det ud,« erkender Maria.

Da hun kommer op i lejligheden, begynder en tre timers lang mishandling, som Tanja og fem andre veninder, der også er dukket op, er med til.

Ingen af dem har drukket noget eller taget stoffer, men i Marias vrede indhenter fortiden hende og får hende til at gå amok.

»Jeg havde i forvejen tævet folk, da jeg var mindre. Jeg var ikke kommet så meget ud af den livsstil, som jeg troede,« siger hun og husker, at hun alligevel ikke kan få sig selv til at blive alt for voldelig:

»Meningen var bare, at jeg skulle slå hende lidt. Men jeg havde ikke lavet noget i lang tid, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg kom derop, og hun begyndte at græde. Jeg kunne ikke få mig selv til at slå hende. Men det blev vildere og vildere. Det ene førte til det andet, men det var min kamp,« siger hun om alle ydmygelserne.

Fortæller ingenting

Klokken 20 minutter i et om natten slæber de Heidi ned fra lejligheden, og Maria går hjem til sin hybel, lægger sig til at sove og fortæller ikke kæresten noget de efterfølgende dage.

Men hun ved godt, at den er gal, og at politiet en dag vil komme og tage hende med. Fire dage efter bliver hun anholdt. Hun føler ikke noget, er egentlig lidt ligeglad.

Først i retten finder Maria ud af, hvor voldsomt overgrebet var.

Vil have straffen

Nu er Marias mor død. Vreden og indelukketheden er forsvundet. Tilbage sidder en tavs pige, der hverken kan eller helt vil forstå, hvad der skete. Når Maria tænker tilbage på den sommeraften i august, er hun flov. Flov over, at det kunne ske, at Heidi skulle have det dårligt, fordi Maria havde det, og at en enkelt aften ændrede alting.

»Da jeg var yngre, var det en undskyldning, at jeg var lille og dum, men det er jeg ikke længere.«

Derfor valgte hun også at erkende alt i retten.

»Der er ingen grund til at blive frikendt for noget, man har gjort. Jeg skal jo have straffen.«

Veninderne har aldrig talt om episoden. Maria har valgt ikke at huske den. Snart skal hun bag tremmer i tre måneder, mens de andre tre er betinget.

Maria, Heidi og Tanja er opdigtede navne. Pigernes rigtige navne er redaktionen bekendt