»Al magt til børnene,« lød parolen i nogle af start-firsernes berømte og humoristiske børneudsendelser fra DR1. Det var dengang Flid, Fedt og Snyd på ironisk og system-kritisk vis lærte os, hvordan vi kunne snyde de voksne, slippe for lektierne og få lov at æde softice i metermål. Hvad der dengang synes at være den rene utopi, er ikke desto mindre langt mindre utopisk i år 2007, og hvem ved, om revolutionen sker inden år 2017.

Magten til små

De seneste ugers mediehistorier understreger pointen til fulde.

Hvad stiller man op med det stigende antal børn, som er ludomaner, spørger de voksne? Hvor mange timer er det rimeligt, min søn bruger foran skærmen, lyder det fra en fortvivlet far? Forskere frygter, at nutidens børn ikke kommer til at overleve forældrene.

Et utal af lærere er dybt frustrerede, fordi de skal bruge deres undervisningstid på at opdrage, frem for at undervise. Og en direktør for en af landets førende skolemadsordninger kan fortælle, at mange idealer om sund kost til børn er opgivet, fordi de søde små nægter at spise det sunde. Og marketingsfolk har opdaget, at magten i familien ikke længere ligger i forældrenes bukselomme, men er videregivet til de små, og derfor appelleres der heftigt og succesfuldt til fremtidens forbrugere. Nutidens børn bestemmer farven på familiens bil, at de vil have Chokopops frem for havregryn, og at ferien endnu engang skal gå til Lalandia.

Kan børn tage ansvar?

At børn tidligt får ansvar er på sin vis ganske positivt. Det er sundt for ethvert barn at lære at transportere sig selv i skole, få lov at vælge hvilke lege, der skal leges, eller bestemme farven på væggen i sit børneværelse.

Men om det er sundt for et barn at bestemme husordenen, måltiders indhold og sin egen opførsel i sociale sammenhænge, kan der vel stilles spørgsmålstegn ved. For hvor stort et ansvar er børn parate til at bære, når de kun er fem år eller måske 13 år? Kan man overhovedet spørge børn på syv år om, hvad de kunne tænke sig at spise? Hvilket erfaringsgrundlag har de at trække på? Har børn overhovedet kompetence til at tage ansvar for eget liv og i værste tilfælde også forældrenes?

Klar tendens

Emnet børneopdragelse er meget prekært, og i særdeleshed når man – som jeg – taler om børneopdragelse uden selv at have børn. Naturligvis gælder ovenstående karakteristik ikke samtlige børnefamilier, men tendensen er utvivlsom.

Og her står jeg så som fremtidig forælder og overvejer, hvordan jeg når tiden kommer, kan lære mine børn at rydde op efter dem selv, tale pænt til andre og gå i seng når jeg siger det, uden samtidig at komme til at fremstå som en umådelig gammeldags, halvskrap og autoritativ mor.

For ligegyldigt hvor høje idealer man har, er det jo umuligt at opdrage sine børn uafhængig af den tid og det samfund, man lever i. Men det må jo komme an på en prøve.