AGF ydmyger sløsede FC Helsingør trods chokstart

AGF var nede med 0-1, men vandt alligevel sikkert med 5-1 i Helsingør, hvor Kasper Junker scorede to gange.
AGF var i hopla og storsejrede i Helsingør.
AGF var i hopla og storsejrede i Helsingør. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Håbet om top-6 lever fortsat for AGF, efter at holdet fredag vandt i sikker stil med 5-1 i Helsingør.

Efter en forfærdelig start på kampen fik gæsterne styr på opgøret, og for første gang i denne sæson sprudlede offensiven for alvor for AGF, der straffede et tamt Helsingør-hold med store defensive problemer.

Med sejren står AGF noteret for 14 point efter 11 kampe i Alka Superligaen, mens FC Helsingør roder rundt i bunden af tabellen med ni point.

Værterne var ramt af både sygdom, skader og en karantæne til kampen, men Helsingør kom alligevel flyvende fra start.

Kantspilleren Anders Holst sendte Helsingør i front efter otte minutter, men målet fik gæsterne til at vågne op efter en anonym indledning, og på 25 gode minutter vendte AGF kampen helt på hovedet.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Først udlignede kantspilleren Tobias Sana i det 21. minut, og seks minutter senere udnyttede angriberen Kasper Junker en kæmpe fejl af Helsingør-keeper Mikkel Bruhn ved scoringen til 2-1.

Selv samme Junker var på pletten i første halvlegs sidste minut efter en fornem afslutning, og så var AGF pludselig på sikker sejrskurs.

AGF-dominansen fortsatte efter pausen, hvor angriberen Morten "Duncan" Rasmussen uhindret headede et hjørnespark i nettet efter 57 minutter.

Værterne var i store problemer, når gæsterne satte fart i omstillingerne, og endnu engang blev Helsingørs defensive problemer udstillet.

Efter 69 minutter fik en ufarlig aflevering lov at passere gennem forsvaret, og så kunne Jakob Ankersen nemt gøre det til slutresultatet 5-1.

Ydmygelsen var total af FC Helsingør, der nu har tabt de fire seneste ligakampe.

Næste kamp for AGF er en hjemmekamp mod Lyngby, mens FC Helsingør skal en tur til Aalborg for at møde AaB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.