AGF siger farvel til Daniel A. Pedersen og tre andre

AGF og Daniel A. Pedersen kunne ikke enes om en ny aftale. Klubben siger lørdag farvel til fire spillere.
Daniel A. Pedersen er færdig i AGF efter denne sæson.
Daniel A. Pedersen er færdig i AGF efter denne sæson. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Efter tre sæsoner i AGF er det slut for midtbanespilleren Daniel A. Pedersen, der spiller sin sidste hjemmekamp i Aarhus lørdag mod Sønderjyske.

- Vi har i nogen tid været i dialog om en ny aftale med Daniel A. Pedersen. Men vi må konstatere, at det af forskellige årsager ikke er lykkedes at nå i mål om en forlængelse.

- Sådan er det nogle gange i professionel fodbold, og vi ønsker ham held og lykke på hans videre færd, siger AGF-sportschef Peter Christiansen.

Midtbanespilleren er ikke den eneste spiller, de aarhusianske fans skal tage afsked med lørdag.

Fire spillere i alt får farvel-blomster inden kampen mod Sønderjyske.

Alexander Juel Andersen, Michael Zacho og Daniel A. Pedersen får ikke forlænget kontrakterne i AGF, mens Mikkel Rask indstiller karrieren efter sæsonen.

Mens det er frugtløse kontraktforhandlinger, der har ført til, at Daniel A. Pedersen stopper i Aarhus, er det skader, der stopper Aarhus-eventyret for Alexander Juel Andersen, der har været i AGF siden 2013/2014-sæsonen.

Ifølge sporten er parterne enige om, at Alexander Juel Andersen har behov for nye udfordringer og nye impulser.

Michael Zacho har i foråret været udlejet til Brabrand, nu er kontrakten i AGF udløbet, og jagten på spilletid fortsætter i en anden klub.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.