Når en bilist kører for hurtigt, er det politiets opgave at få vedkommende straffet i henhold til færdselsloven. Det sker i sidste instans ved en domstol. Hvis nogen er utilfreds med politikerne på grund af denne form for justits, kan politikerne sige, at det er politiet og domstolene, som afgør den sag.
Målet med lovgivningen er, at alle bilisters adfærd skal være i overensstemmelse med loven.
Men da bilisterne for nogle år siden alligevel kørte for hurtigt på landets motorveje, foreslog regeringen – og Folketingets flertal besluttede – at ændre på fartgrænserne, så de blev mere i overensstemmelse med befolkningens adfærd og ønsker.
Når for eksempel en bange asylansøger af irakisk eller anden etnisk oprindelse ikke ønsker at efterkomme en afgørelse fra Flygtningenævnet om at rejse hjem, så er det politiets opgave at få vedkommende ud af landet i henhold til Udlændingeloven. Det sker, efter at Flygtningenævnet har behandlet sagen – og måske også behandlet diverse klager over afgørelsen. Målet er, at alle afviste asylansøgere skal rejse hjem og dermed opfylde den danske lovgivning.
Når man hører integrationsministeren sammen med de borgerlige politikere og Dansk Folkepartis præster forklare, hvorfor de ikke kan gøre noget for at hjælpe afviste asylansøgere, henviser de til Flygtningenævnet som den uafhængige instans.
Næsten som om Flygtningenævnet har guddommelig status.
Men er det Flygtningenævnet, der har vedtaget landets love? Nej vel. Når Færdselsloven kan ændres, så kan Udlændingeloven vel også ændres? Hvis regeringen ændrer loven, så vil Flygtningenævnet vel også ændre sine afgørelser.
Summa summarum: Det er ikke Flygtningenævnet, som politikerne kan påberåbe sig og henvise til som de ansvarlige, men deres egen samvittighed og det flertal, de er en del af.