Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 15:07
Musa Hassan Bility fra Liberia bliver ikke den næste præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Torsdag har Den Internationale Sportsdomstol (CAS) afvist hans appelsag om det forbud mod at stille op til præsidentvalget i Fifa, som han blev tildelt 12. november af Fifas valgkommission, da han ikke bestod et integritetstjek hos Fifas Etiske Komité.
Det oplyser CAS i en pressemeddelelse.
Domstolen uddyber ikke yderligere, hvorfor man har valgt at opretholde forbuddet fra at stille op, men CAS skriver, at der vil komme en begrundelse i begyndelsen af 2016.
Musa Hassan Bility har ønsket, at der faldt en afgørelse inden udgangen af 2015, således han kunne nå at føre en eventuel valgkamp forud for præsidentvalget i Fifa 26. februar.
Selv var han til høring lillejuleaften.
/ritzau/