Opdateret kl. 11:08
Lyntogets lokofører så nogle usædvanlige gnister fra det modkørende godstog på Storebæltsforbindelsen.
Det skete umiddelbart før togulykken onsdag morgen, hvor otte passagerer mistede livet, og 16 andre blev kvæstet.
Det siger advokat Torben Koch, der er bisidder for lokoføreren, til Berlingske.
- Gnister fra køreledningerne er ikke usædvanligt. Men de her gnister var længere nede, siger Torben Koch.
Angiveligt var gnisterne helt nede ved skinnerne.
På baggrund af interviewet skriver Berlingske, at "noget stort" hang ud fra godstoget umiddelbart før ulykken ifølge lokoføreren.
Allerede før kollisionen var lokoføreren dog urolig for kørselsforholdene på Storebæltsforbindelsen, fortæller advokaten.
- Han mærkede straks blæsten, den er voldsom, også mere voldsom end han brød sig om. Toget rystede. Han kunne se køreledningerne blafre, sådan opfattede han det.
- Han blev urolig og sænkede farten til måske – det er hans vurdering – 100-120 kilometer i timen på en strækning, hvor hastigheden normalt er 180 kilometer i timen, siger Torben Koch.
Ifølge Jan Wildau, der er kommunikationsdirektør i DB Cargo, hvis godstog var involveret i togulykken, er der "ikke indikationer på, at procedurerne er blevet brudt".
Det siger han til Berlingske, men han vil endnu ikke konkludere på ulykken, før Havarikommissionen har kortlagt hændelsesforløbet.
DB Cargo har dog valgt ikke at genoptage kørsel med øltog, før der er mere klarhed over situationen.
Havarikommissionen er i øjeblikket ved at undersøge de sorte bokse fra de to involverede tog. Undersøgelsen skal blandt andet vise, hvor hurtigt togene kørte, da de passerede hinanden.
Der er endnu ikke sat en tidshorisont, men ifølge havariundersøger Bo Haaning kan der gå op til et år, før det står klart, hvordan ulykken kunne finde sted.
/ritzau/