Der er masser af penge i det finansielle system, og visse markedsdeltagere er begyndt at tage øget risiko i deres jagt på afkast. Samtidig er priserne på både boliger og erhvervsejendomme steget kraftigt.
Læg dertil lave renter og en begyndende højkonjunktur. Så er baggrunden tegnet op for den advarsel, som Det Systemiske Risikoråd onsdag sender til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K):
- Risici i det finansielle system er under opbygning, skriver rådet.
- Det taler for, at der sættes ind med tiltag på et tidligt stadie i udviklingen.
Konkret anbefaler rådet, at ministeren fastsætter en kontracyklisk kapitalbuffersats på 0,5 procent af kreditinstitutternes risikoeksponeringer.
Bufferen er en reserve, bankerne skal sætte til side, som skal bidrage til at begrænse de negative effekter på realøkonomien af en fremtidig finansiel krise.
Den er et af de instrumenter, politikerne indførte i kølvandet på finanskrisen, der tog fart i 2008, men hvis effekter på økonomien varede ved i årevis.
/ritzau/