Der er tale om piller, der i værste konsekvens kan betyde døden. I alvorlige tilfælde hjerte-kar lidelser, knogleskørhed, ødelagt centralnervesystem og angstanfald.
Fødevarestyrelsen advarer mod pillerne Thermapower (både den blå og røde udgave), der bruges til at tabe sig og levere bedre sportspræstationer. Thermapower står ikke står fremme på hylderne i butikkerne, fordi de er ulovlige. Men de kan let købes på nettet, i fitnesscentre og i sportsforretninger. Det er kombinationen af stofferne syneprin og koffein, der gør Thermapower både ulovlige og farlige.
Det fortæller Iben Brinkland fra Fødevarestyrelsens Kosttilskudgruppe.
- Det er meget alvorligt. Skaderne kan ramme helt raske personer, selvom de kun spiser små mængder. Derfor sender vi en advarsel ud. Der er mange tusinde dåser i omløb på markedet, og det er helt almindelige mennesker, der efterspørger dem, fortæller Iben Brinkland, der opfordrer alle til at kontakte Fødevarestyrelsen, hvis de kender til steder, der sælger de dødsensfarlige varer.
Slankeproduktet Thermapower markedsføres fejlagtigt som en lovlig og ufarlig udgave af slankemidlet Letigen, der blev fjernet fra det danske marked i 2002 på grund af alvorlige bivirkninger.
-Der er større risiko for at tage skade end for at blive tynd, lyder advarslen fra Fødevarestyrelsen.
Skriv en mail til Fødevarestyrelsen, hvis du kender til sælgere af Thermapower på fvst@fvst.dk