En møgbeskidt og mareridtsagtigt abortklinik, der i årevis har ligget i den amerikanske storby Philadelphia, er blevet seneste kampplads i skyttegravskrigen mellem modstandere og tilhængere af fri abort i USA.
Abortlægen, som drev den nu lukkede klinik gennem mere end 30 år, blev mandag kendt skyldig i tre tilfælde af drab på aborterede fostre.
Fostrene blev aborteret senere i graviditeten end den tilladte 24. uge - og viste livstegn, da de kom ud. Ifølge anklagerne tog lægen livet af de små babyer ved at klippe deres rygsøjle over med en saks.
Han hævder dog selv, at de allerede var døde.
Juryen i Philadelphia, som har kendt den 72-årige Kermit Gosnell skyldig, beskriver abortklinikken som et rædselshus:
- Klinikken stank af dyreurin, der stammede fra kattene, som havde lov til frit at strejfe omkring. Møbler og tæpper var plettet af blod. Instrumenter var ikke ordentligt steriliseret.
- Spredt overalt, i kabinetterne, i kælderen, i fryseren, i krukker og tasker og plastikdunke, var rester fra fostre, lyder det.
Forsyninger til engangsbrug blev heller ikke smidt ud, men brugt igen og igen, lyder det i beskrivelsen af klinikken.
Kermit Gosnell er også fundet skyldig i uagtsomt manddrab på en af sine patienter, som døde af et hjerteslag under operationen, fordi hun fik en overdosis af bedøvende midler.
Kvaksalveren risikerer nu at blive straffet med døden, og hans forbrydelser har forfærdet amerikanere på begge sider af hegnet i den oppiskede abortdebat i USA.
Ifølge antiabort-aktivister illustrerer dem gruopvækkende sag, at aborter helt grundlæggende er voldelige og forbryderiske af natur.
Aborttilhængere derimod mener, at sagen fra Philadelphia er endnu et eksempel på, at kvinder bør have adgang til sikre og pålidelige klinikker.
Gosnells abortklinik, der lukkede ned i starten af 2011 efter en efterforskning af påstået narkotikamisbrug, lå i et af byens fattige områder og var tilsyneladende ikke blevet inspiceret af myndighederne siden 1993.
/ritzau/AFP