Fylder navnene San Juan og Cabo de las Huertas dig med tanker om gode tider på stranden, så er det ikke nu, du skal pakke kufferten og sætte kursen sydpå.
Vandmænd og brandmænd har nemlig fået myndighederne i Alicante til at hejse det røde flag på den populære spanske kyststrækning Costa Blanca.
Det skriver det lokale medie Las Provincias ifølge BT.
BT skriver, at det særligt er den giftige brandmand, portugisisk orlogsmand, der har fået myndighederne til at træffe det drastiske skridt, som betyder at badning er forbundet med livsfare.
Den portugisiske orlogsmand (Physalia physalis) har ifølge Wikipedia giftige brændetråde på op til ti meter. "At blive ramt af trådene føles som et piskeslag eller et elektrisk stød. Det kan være farligt for mennesker", skriver Wikipedia.
Udover den portugisiske orlogsmand er en selvlysende slægtning dukket op ved flere af kystbyerne. Også den har tråde på op til ti meter.