Der var ikke tale om en direkte erstatning af Nicklas Helenius, da AaB tirsdag kunne præsentere angriberen Anders K. Jacobsen, som kommer fra FC Fredericia i 1. division.
Det fastslår AaB's sportschef, Allan Gaarde.
- Vi er godt klar over, at Anders ikke er nogen ny Nicklas Helenius. Det vil være alt for store sko at skulle træde i på nuværende tidspunkt.
- Jeg ved godt, at man i hele Nordjylland havde forventet, at vi underskrev med et kæmpenavn, som alle var på fornavn med. Den spiller har vi ikke fundet endnu, men vi har fundet Anders, og det var en god mulighed og et godt tilbud, siger Allan Gaarde.
Er I stadig på udkig efter en ny angriber?
- Ja, det er vi. Og vi håber, at det vil ske, men det er ikke sådan, at vi underskriver med en ny angriber i aften eller i morgen. Han er ikke i nærheden af at være på plads endnu, lyder det fra sportschefen.
Den tidligere topscorer Nicklas Helenius skiftede i sommerpausen til Aston Villa i Premier League. Og selvom Anders K. Jacobsen ikke skal måles op imod ham, så er der mål i den nytilkomne spiller.
- Han er ekstremt eksplosiv og hurtig. Han er kropsstærk og har målnæse, mener Allan Gaarde.
23-årige Anders K. Jacobsen fik i 2007 sin superligadebut som 17-årig for OB, og han har siden spillet i Næstved og Fredericia. Desuden er han noteret for 12 ungdomslandskampe og et enkelt mål på diverse U-landshold.
Anders K. Jacobsen træner med i AaB fra torsdag og skal spille i trøje nummer 18.
AaB ligger i øjeblikket nummer to i Superligaen - FC Midtjylland og AaB er de to eneste hold med maksimumpoint efter de to første runder.
Næste kamp for AaB er på mandag ude mod oprykkerne fra FC Vestsjælland.
/ritzau/