AaB-spillerne kommer ud i noget af et hedeslag, når klubben i eftermiddag spiller udekampen mod FC Dila Gori i Europa League-kvalifikationens anden runde.
Kampen i Tbilisi bliver formentlig spillet i over 30 graders varme, så det bliver nødvendigt at økonomisere med kræfterne undervejs, siger AaB-anfører Thomas Augustinussen.
- Vi ved, at det er sådan, det er. Vi prøvede det delvist i vores træningskamp mod Eintracht Braunschweig under turen til Tyskland, for der var det også ekstremt varmt. Det er noget, man skal tænke over undervejs, siger Thomas Augustinussen ifølge nordjyske.dk.
- Man skal drikke mere, og så skal man også være professionel. Hvis man kan se, at holdkammeraterne er pressede, så skal man måske lige tage 10 sekunder på langs med en eller anden skade, siger anføreren.
Kampen i Georgien begynder klokken 16.
Returkampen i Aalborg bliver spillet om en uge.
FC Dila Gori sendte sidste år AGF ud af Europa League-kvalifikationen med cifrene 5-2 efter to kampe.
/ritzau/