Ved valget den 4. november skal amerikanerne stemme via en elektronisk valgmaskine, der står i valglokalet. Maskinerne er dog ikke til at stole på, skriver videnskab.dk.
I princippet kan de være hackede, fyldt med fejl eller befængt med virus, der får maskinen til at komme med det samme resultat, uanset hvad vælgerne så end har stemt.
Så hård lyder dommen fra den danske lektor Carsten Schürmann fra IT-Universitetet, der er ekspert i elektroniske sikkerhedssystemer.
"Desværre er amerikanernes elektroniske valgmaskiner ikke tilforladelige. Vælgeren fremsiger sin stemme i tiltro til, at maskinen registrerer den korrekt. Men når det kommer til stykket, ved vælgeren ikke, hvad det var, der blev optaget, for han kender jo ikke maskinen. Der er utallige eksempler på, at de elektroniske valgmaskiner er fejlbefængte. Og nyere forskningsprojekter har dokumenteret, at maskinerne så let som ingenting kan hackes," siger Carsten Schürmann til videnskab.dk.
Han frygter, at problemerne kan underminere valget som helhed, for i sidste ende kan maskinerne betyde, at befolkningen ikke længere har tillid til, at deres stemmer bliver registreret og optalt rigtigt.
"Det er farligt at overføre den demokratiske proces til en elektronisk verden, for elektroniske systemer er aldrig sikre," siger Carsten Schürmann.
-Newspaq