Få hold ønsker at møde Green Bay Packers på Lambeau Field i en slutspilskamp. I januar er dette stadion beliggende i Wisconsin en af verdens mindst gæstfrie sportsarenaer på grund af ofte voldsomme kuldegrader.
Søndag var ingen undtagelse. Termometeret viste -18 grader da gæsterne fra New York Giants løb på banen til kampen om en billet til Super Bowl XLII.
Alligevel formåede gæsterne at hamle op med Green Bay Packers gennem hele kampen og burde have afgjort kampen til sidst, men et field goal-forsøg mislykkedes, og så gik kampen i overtid.
Packers legendariske quarterback, Brett Favre, var i gang med at føre sit hold op af banen, da han kastede upræcist og en Giants-spiller kom i mellem og interceptede bolden. Det blev afgørende, idet storbydrengene udnyttede denne chance til at afgøre kampen. Højest overraskende for Danmarks NFL-guru Claus Elming.
»Det er noget af en choker . Efter Tennesse Titans var New York det hold, jeg troede mindst på, da slutspillet begyndte. Men Eli Manning (Giants quarterback, red.) har tilnærmelsesvis været fejlfri i play off, og øget sin effektivitet,« siger Elming.
Han tror ikke, at Green Bay kan skyde skylden på kulden.
»Brett Favre burde være vant til kulden, så det var nok ikke vejret, som tabte kampen som sådan. Men ved enkelte kast, der blev interceptet i overtiden, kan det godt have haft indflydelse. Ved den temperatur er bolden stenhård,« konstaterer TV2 Sportens kommentator.
Han ser New England som kæmpe favorit til at vinde trofæet i Arizona om 12 dage.
»Jeg tror, Patriots er godt tilfredse med, at det blev Giants, som blev modstanderen. Som jeg ser det, havde Packers haft en større chance. Giants har ganske enkelt ikke spillerne til at holde Patriots offensive folk som blandt andre Randy Moss fra fadet,« vurderer Elming, som kun giver new yorkerne 20 procents chance for at tage titlen.