Kun én udfaldstruet dagpengemodtager har fået et akutjob i Aalborg Kommune. Og det selv om 172 ledige stillinger har været slået op som akutjob.
En enkelt udfaldstruet dagpengemodtager har fået et akutjob i Aalborg Kommune, skriver P4 Nordjylland.
Det viser, at regeringens akutjob-ordning er ikke mindre end en total fiasko, konkluderer formanden for den konservative byrådsgruppe i Aalborg, Thomas Krarup.
- Regeringen har indført en ordning, som er en total falliterklæring i forhold til at få ledige i arbejde. Det er en ordning, hvor man har stillet en masse mennesker en hel masse job i udsigt, som aldrig nogensinde har været der, og som aldrig nogensinde kommer.
Aalborg Kommunes lønkontor oplyser - i et svar til folketingsmedlem Per Clausen fra Enhedslisten - at der frem til i fredags har været opslået 172 akutjob i kommunen. Af disse job er et blevet besat med en person i målgruppen, som er udfaldstruede dagpengemodtagere. En del job er dog ikke besat endnu.
Per Clausen er ikke imponeret:
- Det viser jo, at akutjobbene ikke er nogen løsning på det problem. Vi står med folk, der falder ud af dagpengesystemet. Det, vi har brug for, det er nogle stillinger, som er målrettet mod de her mennesker, og som de rent faktisk kan få, og ikke nogle job, som går til alle mulige andre, siger han til P4 Nordjylland.
De konservatives Thomas Krarup er ikke i tvivl: Akutjob-ordningen er slet ikke løsningen på de langtidslediges problemer.
- Vi skal satse på at skabe rigtige arbejdspladser - og det skal ske ved at gøre det mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark, mener han.