Det kan være svært helt at lægge politik på hylden for en tidligere løvinde i Anders Fogh Rasmussens stærke VK-regering.
I hvert fald tager tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj nu et spring tilbage i den liberale arena.
Fra 1. april skal hun bestride stillingen som politisk chef i den liberale tænketank Cepos.
"Jeg har fulgt Cepos lige fra den spæde start, og jeg glæder mig meget til at blive en del af holdet og være med til at bringe Cepos' analyser og idéer tættere på det politiske Danmark," siger Rikke Hvilshøj.
Rikke Hvilshøj skal bruge sit store politiske netværk og sin politiske rutine til at få det ultraliberale synspunkt på danskernes læber.
"Rikke skal sikre, at vores analyser og forslag når frem til de rigtige politikere, uafhængigt af partifarve. Endvidere skal hun sørge for, at Cepos altid har fingeren på pulsen med hensyn til, hvad der rører sig rent politisk," siger direktør i Cepos Martin Ågerup.
Chefstillingen i Cepos giver dog ikke den tidligere minister det helt store personaleansvar.
"Rikke Hvilshøj har ansvaret for at løbe en ny aktivitet i gang. Om det hen ad vejen kræver medarbejdere, må tiden vise. Men hun har ikke i udgangspunktet personaleansvar ud over en studentermedhjælper, som hun selv ansætter og aftaler arbejdsopgaver med," siger Martin Ågerup til Newspaq.
Rikke Hvilshøj forlod Folketinget i 2007.