Regeringens nye udspil til en klimaaftale for energisektoren for de kommende otte år møder hård kritik fra begge sider af Folketingssalen.
SF's klimaordfører, Steen Gade, mener dog, at udspillet i den grad tilgodeser alle såvel forbrugere som erhvervslivet.
"Alle slipper billigere, fordi vi rationaliserer hele sektoren. Det vil sige, at også forbrugerne slipper billigere, end det oprindeligt var planlagt," siger Gade til Newspaq.
Dermed svarer han på kritikken fra Enhedslisten, som mener, at udspillet i for høj grad tilgodeser erhvervslivet på bekostning af de almindelige familier.
Steen Gade understreger, at regeringen gør alt for at lave en bred energiaftale.
"Vi satser på, at få det bredest mulige forlig, fordi det her er en otteårig aftale, som kan udløse nogle kæmpe investeringer i Danmark fra private. Måske helt op til 50 mia., så der er rigtig mange nye arbejdspladser i det," siger klimaordføreren.
Venstre vil i de kommende forhandlinger have sikkerhed for, at elsektoren rent faktisk kan levere besparelser for nye knap 600 millioner kroner.
Steen Gade føler sig overbevist om, at der er penge at hente.
"Jeg synes, man skal takke os for, at vi har kigget på, hvordan man kan rationalisere elsektoren," konstaterer han.
Udspillet, som er blevet udsendt til ordfører i løbet af weekenden, lægger op til, at en almindelig familie vil opleve en afgiftstigning på 1.400 kr. Tidligere foreslog regeringen en ekstraudgift på 1.700 kr.
Samtidig giver regeringen en milliardrabat til erhvervslivet, som i det nye udspil blot skal give 600 millioner kroner i afgifter. Tidligere ville regeringen kradse 1,6 milliarder ind fra de private virksomheder.