Den europæiske gældskrise har vendt aktieanalytikernes optimisme til sortsyn.
Forud for regnskabssæsonen tror analytikerne nu ikke længere på, at det danske erhvervsliv forbedrer indtjeningen til næste år.'
Det skriver Børsen.
"Vækstscenariet for 2012 i Europa ser væsentligt ringere ud end for tre måneder siden, så det vil spille ind på prognoserne for 2012. Forventningerne til 2012 er faldet meget over året," siger Hans Kjær, chefportefølgeforvalter i Nykredit Asset Management, til Børsen.
Mandag måtte Jyske Bank skuffe aktiemarkedet med et kvartalsregnskab, der ikke levede op til forventningerne.
"Verden ser træls ud. Vi står over for en længerevarende lavvækstperiode. Det skyldes, at den statsfinansielle situation i en række lande ikke efterlader nogle muligheder for at stimulere økonomien. Derfor må man afvente, at den private sektor selv genfinder tilliden til fremtiden," siger topchef Anders Dam til Børsen.
Hvis der skal skabes vækst er virksomhedernes tillid til fremtiden afgørende. For ellers investerer virksomhederne ikke langsigtet. Derfor er det afgørende at løse gældskrisen i Europa, siger Nordeas chefstrateg, Henrik Drusebjerg.
"Man kan frygte, at den politiske usikkerhed spilder over på virksomhederne, der dermed bliver meget forsigtige. Det problematiske ved det er, at vi befinder os i en situation, hvor det er de private virksomheder, der skal drive opsvinget videre," siger han til Børsen.