Kvinder fra Østen hitter blandt danske mænd, som i stigende grad finder deres kone i det solbeskinnede, sydøstlige Asien.
Faktisk går dobbelt så mange på frierfødder hér - sammenlignet med for fem år siden.
Det er Thailand og Filippinerne, som napper topplaceringerne på hitlisten over lande, hvor hankøn fra Danmark oftest opstøver deres udenlandske udkårne.
Det viser tal fra Danmarks Statistik ifølge Jyllands-Posten.
190 danske mænd giftede sig med thailandske kvinder i 2005, og ægteskabstallet løftede sig til 361 i 2009.
Stigningen er endnu større, når det gælder nabolandet Filippinerne: 90 kvinder fra øriget sagde ja til en dansk mand i 2005 - og det voksede til 217 i 2009.
Danske kvinder kaster derimod deres kærlighed på karle fra lidt mindre fremmedartede lande - såsom Storbritannien, Tyskland og Sverige.
Lidt eksotisk krydderi spicer dog kvindernes ægteskabs-register op: Tyrkiske mænd ligger nummer tre på hitlisten.