En alvorlig mangel på ligestilling mellem drenge og piger på den somaliske privatskole Calamus i København bekymrer Undervisningsministeriet i en sådan grad, at skolen sandsynligvis bliver lukket.
Avisen.dk fik fredag aktindsigt i en 200 sider lang og særdeles kritisk rapport, der også dokumenterer talrige faglige svigt af de bogligt svage børn - samt en endeløs række af brud på friskoleloven.
Læs også: Artikel gjorde myndighed mistænksom
Rapporten kommer fra Skolestyrelsen, der på vegne af undervisningsministeren fører tilsyn med landets skoler.
Myndighederne iværksatte i 2010 et særdeles omfattende tilsyn på privatskolen, der lægger særlig vægt på islamiske værdier - og hvor samtlige 120 elever har somalisk baggrund.
Konklusionerne i rapporten er højst opsigtsvækkende:
Undervisningen i samtlige fag er ifølge myndighederne generelt helt utilstrækkelig.
Bekymring om menneskerettigheder
De mange kontrolbesøg afslører også, at "der er anledning til generel bekymring for, om skolen udvikler og styrker elevernes kendskab til - og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene,” som styrelsen konkluderer i rapporten.
"Relationen mellem eleverne bar i alle de observerede lektioner præg af modvilje mod at samarbejde med det andet køn," afslører Skolestyrelsen, der også dokumenterer, at undervisningen i flere fag sker kønsopdelt, og at eleverne ikke er vant til at samarbejde på tværs af køn.
Ubehag ved sport med modsatte køn
"Lærerne oplevede, at det var naturligt for børn at vise afsky for det andet køn, og at de værgede sig ved at arbejdesammen," lyder det i rapporten.
"Drenge og piger udviste stor modstand overfor at skulle samarbejde," står der videre.
Læs også: Dokumentation: "Jeg hader piger"
Og styrelsen hæfter sig ved, at eleverne blandt andet viste tegn på ubehag ved at at dyrke sport med - og sidde ved siden af klassekammerater af det modsatte køn.
Læs også: Somalier: "Godt, hvis den skole lukker"
Skolestyrelsen konkluderer, at skolen ikke i tilstrækkelig grad ruster eleverne til at leve i et demokrati:
"Eleverne får simpelthen ikke i tilstrækkelig grad mulighed for at udtrykke personlige holdninger. Eleverne bliver ikke opfordret til at tage stilling eller perspektivere lektionernes faglige indhold."
Skolen skal lukke
Calamus Privatskoles ledelse har netop modtaget rapporten til partshøring. Men kilder tæt på skolens ledelse oplyser, at man endegyldigt har givet op: Skolen skal lukke.
For den er også gal med lærernes faglighed, mener Skolestyrelsen - blandt andet var lærerne ikke gode nok til hverken dansk eller engelsk.
"Lærerens beherskelse af det danske sprog fremstod generelt usikker og mangelfuld. Der var generelt fejl i både grammatik og ordstilling," står der eksempelvis.
Svigt af elever
Lærerne har heller ikke en taknemmelig opgave, for de har fortalt styrelsen, at mange elever kun taler somalisk hjemme og kun ser somalisk fjernsyn.
Lærerne har ifølge rapporten svigtet elever, der burde have haft specialundervisning ved i stedet at lade dem gå et klassetrin om. Samtidig har lærerne forældrene bestemme, hvilket klassetrin, deres børn skulle gå på.
Iscenesatte undervisning
Calamus Privatskole har været så ihærdige med at forsøge på at overbevise myndighederne om, at den skulle overleve, at den i flere tilfælde har iscenesat undervisning for at imponere Skolestyrelsen.
Eksempelvis har skolen arrangeret en time med specialundervisning af en elev, der normalt ikke får specialundervisning.
"Lektionen blev gennemført, fordi styrelsen var på tilsynsbesøg," konkluderer Skolestyrelsen.
Læs også: Skoleleder: "Jeg er i chok"