- Ja, så skal jeg bare bede om en underskrift.
Dén tidligere så velkendte bemærkning i din lokale kiosk eller ved afrundingen på den store shoppingtur har siden sommer været forbudt.
Alle steder, hvor du betaler med dankort, skal du nemlig afkræves pinkode, lyder de nye regler fra Nets, det tidligere PBS.
Men det har 650 selvstændige butikker plus en lang række større forretnings- og hotelkæder, læger og færger, stadig ikke fattet.
Derfor sætter Nets nu foden ned. Hvis ikke de nye terminaler er på plads kort inde i det nye år, så bliver butikkerne frataget retten til at modtage danskernes foretrukne betalingskort.
"Det handler først og fremmest om sikkerhed. At bruge chippen til aflæsning og pinkoden til at verificere købet, det er simpelthen den allerbedste sikkerhed, vi kan få i betalingssituationen," siger Nets pressechef, Søren Winge.
De langsomme butikker vil inden længe modtage et brev, hvor Nets gør butikkerne opmærksomme på, at den allersidste deadline er faretruende nær.
Chefkonsulent i Dansk Erhverv Mette Feifer erkender, at en del butikker har været alt for sløve.
"Vi kan kun opfordre vores medlemmer og alle mulige andre butikker, restauranter og caféer til at få skiftet terminalerne ud. Der har været en forholdsvis lang indkøringsperiode, så det er ved at være på tide at få skiftet den gamle terminal," siger hun.
Mette Feifer understreger, at butikkerne kun skyder sig selv i foden, når de hænger i bremsen.
"Nogle har haft lidt svært ved at tage sig sammen til at få skiftet terminalen. Mens andre, der har været presset af krisen, har tænkt, at de kunne trække den lidt længere. Men i sidste ende er det i butikkernes egen interesse at få skiftet terminalen, hvis de vil opretholde betalingsgarantien, hvis der eksempelvis skulle blive betalt med et stjålet dankort," lyder det fra Dansk Erhverv.
Enkelte steder vil man også i fremtiden kunne betale uden at skulle taste sin pinkode.
Eksempelvis har Storebælts- og Øresundsbroen dispensation, fordi det ville sløve trafikken unødigt, hvis alle skulle taste pin.
Nets har siden chipkortets indførsel i 2005 arbejdet på at udbrede dets brug.
Siden første juli har det formelt været forbudt at modtage betaling med en underskrift.
Men en række forretningskæde og mindre handelsdrivende har fået dispensation.
Den bløde linje stopper dog straks i det nye år, varsler Nets.
Fremover vil den gennemgående betalingsprocedure med dankortet derfor være, at man skal godkende købet med sin underskrift.
I enkelte tilfælde vil underskriften dog overleve ligesom underskriften vil komme i brug i nødsituationerne, hvor teleterminalen ikke har forbindelse til Nets.
Du kan betale med dankort over 100.000 steder herhjemme.
Kilde: Nets.