Hverken terror eller gas er årsag til den eksplosion, som tidligere i dag ramte et solcenter på Østerbro. Det oplyser politikommissær Lars Borg, der er pressetalsmand for Københavns Politi.
- Vi har så godt som udelukket, at der skulle være tale om terror. Det er der intet, der tyder på, at det skulle være. Vi kan også umiddelbart udelukke, at der skulle være tale om en gaseksplosion, oplyser Lars Borg.
Han understreger, at det endnu ikke er bekræftet, om der er fundet sprængstoffer i solcentret. Dermed vides det altså endnu ikke, om eksplosionen var forsætlig.
Vidner har dog oplyst til politiet, at to udenlandsk udseende mænd løb fra stedet kort efter eksplosionen. De to mænd er nu efterlyst af politiet, der sideløbende arbejder med flere forskellige teorier for, hvad motivet kunne være til at sprænge solcentret i luften.
- Vi har ikke noget sikkert motiv, så vi udelukker ikke nogen teorier. Det kunne være de seneste dages indvandreruroligheder, interne stridigheder mellem indvandrerbander og rockere, grove drengestreger eller nogen, der bare ikke kan lide hinanden. Vi udelukker ikke nogen teorier i forbindelse med vores opklaring, siger Lars Borg.
Netop solcenterbranchen har de seneste år været genstand for investeringer fra både indvandrerbander og rockere, bekræfter kilder i politiet over for Nyhedsdavisen. På nuværende tidspunkt er der dog intet, der støtter teorien om, at eksplosionen skulle være et led i et opgør mellem de to grupper.
Center for evakuerede
Mens politiet fortsætter efterforskningen, er adskilligere beboere i området evakueret. Politiet har af samme grund oprettet et evakueringscenter i Krausesgade på Østerbro – tæt ved badmintonhallen.
Her skal alle beboere, hvis ejendom er evakueret, henvende sig.
- Der kan de få mere at vide om, hvornår de igen kan komme ind i deres lejligheder, og hvad de skal gøre med hensyn til de døre, som politiet sprængte for at finde ud af, om der var nogen i lejlighederne, oplyser Lars Borg.
I Kirsteinsgade nær solcenteret fandt politiet efterfølgende en sportstaske, der indeholdt en mukkert og en dunk med væske.