Depression og stress er stadig belagt med tabu - ikke mindst på arbejdspladserne.
Ingen vil ansætte en person, der åbent fortæller ved jobsamtalen, at han har haft en depression. Derfor tier de ansatte, skriver Jyllands-Posten.
En rundspørge, som analysefirmaet YouGov Zapera har udført for paraplyorganisationen Det Sociale Netværk, viser, at hver femte kender en kollega, der holder en psykisk lidelse skjult for arbejdsgiveren.
"Det er stærkt foruroligende. Vi hører næsten dagligt fra medlemmer, som oplever tabuisering på arbejdspladsen på grund af manglende viden. Det kan være, at kollegerne tror, at man er farlig eller ikke er til at stole på, så vi er ret langt fra det åbne samfund, hvor vi kan snakke om psykiske lidelser," siger sekretariatsleder i DepressionsForeningen, Kasper Tingkær, til Jyllands-Posten.
I Dansk Industri anerkender man, at psykiske lidelser fortsat er noget tabubelagt.
"Det kan være en medvirkende årsag til, at så mange ikke fortæller det til arbejdsgiveren. Det optimale vil være, at vi kan tale om psykiske problemer og lidelser på lige fod med en brækket arm," siger Jan Lorentzen, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Industri til Jyllands-Posten.
Det Sociale Netværk skønner, at omkring 400.000 danskere lider af enten depression eller angst.
Paraplyorganisationen holder i dag sit årlige psykiatri-topmøde, hvor hovedtemaet netop er tabuiseringen af psykiske lidelser på arbejdspladsen.