Forskere har nu fundet frem til det stof, der har gjort en række danskere syge med alvorlige allergiske reaktioner, efter de har spist af et AMO-bageprodukt.
"En af dem, som har reageret og fået en svær allergisk reaktion, har faktisk spist et gram af en tærte," fortæller Carsten Bindslev-Jensen.
Han er professor ved allergicenteret på Odense Universitetshospital og har arbejdet med at finde frem til det farlige stof.
"Vi har ledt huller i jorden," beretter han.
"Efter lange og svære undersøgelser har vi fundet ud af, at det kommer fra et produkt, der hedder Meripro 711, der er et hvedetilsætningsstof."
Det er et fedtkoncentrat, der kommer fra et belgisk firma. AMO har fjernet sine produkter fra hylderne, men det vides endnu ikke, om andre kageblandinger indeholder det farlige stof.
"Det skal væk så hurtigt som muligt," mener Carsten Bindslev-Jensen, der betegner stoffet som "livsfarligt".
Det har her i Danmark været skyld i, at fem personer har fået nogle voldsomme allergiske reaktioner.
"Her er det fuldstændigt uforudsigeligt, hvem der vil reagere på det, og tit er det ikke en gang allergikere i forvejen. Så det er nærmest en tikkende bombe at have ude på markedet," slår professoren fast.