Efter weekendens store Ironman-konkurrence i København har flere af deltagerne klaget over diare og ondt i maven, og det er der en meget god grund til.
Ifølge politiken.dk svømmede deltagerne nemlig rundt i kloakvand fra de mange københavnske kloaker, som flød over på grund af det kraftige regnvejr natten før løbet.
I en officiel erklæring til deltagerne undskylder arrangørerne for problemerne og siger, at de ikke vidste, at der var problemer med vandet før klokken 8:30, da konkurrencen var sat i gang.
"Klokken 8.30 på løbsdagen fik vi et opkald fra Team Bade, der tester vandet på alle strande. Og vandet var ikke clearet for svømning. Det blev clearet igen tidligt mandag, men det var bestemt nok til at ødelægge en ironman-mave. Vi er ekstremt kede af jeres sygdom og håber, at I alle har det bedre," lyder det i erklæringen.
Det stemmer dog ikke overens med Teknik- og Miljøforvaltningen, som hævder, at de kontaktede arrangørerne allerede klokken 7:40 før konkurrencen gik i gang, for at fortælle dem, at vandet ikke var egnet til svømning.
"Det er pudsigt, at arrangørerne siger, at det er klokken 8.30, hvor alle er i vandet, for jeg er sikker på, at det er 7.40, vi ringer", siger John Pape, centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen til politiken.dk.
Arrangør Thomas Veje Olsen fra Challenge Copenhagen afviser dog, at han skulle have ventet med at give beskeden om det forurenede vand til efter deltagerne var blevet sendt af sted, så de ikke kunne stoppes igen.
"Vi fik en melding halv ni, og der var starten gået. Jeg har ikke ventet med at tage telefonen til halv ni. Vi fik ikke et opkald før da," siger han.