De tre podiepladser til KMD Ironman Copenhagen 2013 indtages alle af danske atleter. Vinderen er Jens Petersen-Bach fra Odense Triathlon Klub.
Efter 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer på cykel og en maraton på 42,195 kilometer løb han over målstregen i tiden otte timer, 12 minutter og 41 sekunder.
Andenpladsen går til Henrik Hyldelund fra Aarhus 1900 Triathlon med tiden otte timer, 13 minutter og 39 sekunder.
I store dele af konkurrencen lå Henrik Hyldelund i førerposition, men han blev indhentet af Jens Petersen-Bach på de sidste få kilometer af den afsluttende disciplin, maratonløbet.
Tredjepladsen går til Esben Hovgaard fra TRI4, der løb ind i tiden otte timer, 16 minutter og 38 sekunder.
Første udenlandske deltager, Nick Baldwin fra Seychellerne, indtager fjerdepladsen med tiden otte timer, 18 minutter og otte sekunder, mens Keegan Williams fra New Zealand løb med femtepladsen i tiden otte timer, 25 minutter og 32 sekunder.
Kronprinsen mangler klokken 15.35 fortsat omkring 20 kilometer af maratonløbet.
/ritzau/