Ynglende flagermus er skyld i at flere danskere må forlade hus og hjem, fordi de bliver plaget af de mange flakkende pattedyr. Det skriver Fyens Stiftstidende.
"For fire år siden fik vi omkring 200 henvendelser om året. I år når vi nok op på 600 - alene i dag har jeg fået seks henvendelser," siger Bo Pedersen, der er direktør i virksomheden Antisimex, som har specialiseret sig i at håndtere og drive flagermus ud af private hjem, til Fyens Stifstidende.
Flagermus er fredede, men hverken Bo Pedersen eller andre eksperter mener, at det er grunden til, at de er blevet en så omfattende plage.
"Det skyldes snarere, at deres naturlige levesteder såsom hule træer, gamle lader og landbrugsbygninger fældes og rives ned - og så søger flagermusene ind i private boliger i stedet," siger Bo Pedersen til Fyens Stifstidende.