Nu har vennerne fået endegyldig nok af Sabina Malkic fra Gørlev.
For ikke nok efterlod hun sin nyfødte datter hos dem, mens hun selv tog til Bosnien for at blive skilt og derpå forsvandt. Sabina lånte også penge af venneparret Tina og Henrik Polack, før hun tog afsted.
Penge, som var øremærket til deres egen søns nonfirmationsfest på lørdag, som nu bliver en skrabet omgang.
Det fortæller en vred far og eks-ven Henrik Polack til Newspaq.
"Jeg tror ikke på, at vi får pengene, jeg tror slet ikke, hun kommer hjem. Jeg tror ikke meget på hende mere. Venskabet er ikke venskab mere. Det, jeg satser på nu, er at få mine penge, og så kan hun passe sig selv. Man snyder sgu ikke sine venner," siger Henrik Polack.
"Sabina vidste, vi skulle bruge de penge til Martins nonfirmation på lørdag, og hun lovede at komme hjem i tide og give os de penge tilbage," siger Henrik Polack.
Men Sabina har nærmest ikke givet lyd fra sig, siden hun efterlod sin nyfødte datter hos konen Tina og forsvandt. Og det går nu ud over den 13-årige Martins store dag.
"Det sætter os i en dårlig situation. En fest, det skal han jo have. Det kan godt være, hun er ligeglad med sine børn, men vi er ikke ligeglade med vores. Det bliver en mindre fest. Vi må jo presse, hvor vi kan presse," fortæller en frustreret Henrik Polack.
Han har derfor været nødt til at kontakte forskellige leverandører og høre, om de kunne give rabat.
"Mange har været meget reelle. Vi havde bestilt mad gennem Kokken og Jomfruen for 5000 kroner, og de har givet os rabat. Det er irriterende og ikke særlig sjovt at skulle bede om rabat. Det bliver en mere skrabet omgang, og vi må tage noget fra. Ungerne skulle have haft et karaoke-anlæg, men det må vi så pille fra," siger Henrik Polack.
Ikke nok med, at venskabet til Sabina er slut. Men også lysten til at hjælpe andre er sat på vågeblus indtil videre.
"Man bliver lidt mere skeptisk overfor andre personer. Det gør man sgu," som han siger.