Den største nyskabelse i rengøringsfolkenes nye overenskomst er, at nye ansatte kan komme med i en pensionsordning allerede efter to måneder.
Efter 30 timers forhandling kom et forlig i hus mellem arbejdstagerne i 3F Privat Service, Hotel og Restauration - og så modparten i DI/Servicebranchens Arbejdsgiverforening.
Parterne blev også enige om lønstigninger, der svarer til den nye overenskomst i transporten, nemlig 1,60 kroner i timen i år og 2,25 kroner i timen til næste år.
Samtidig er der kommet fuld løn under sygdom.
3F-chefforhandler Tina Møller Madsen glæder sig især over, at det lykkedes rengøringen at få indført den korte karenstid for pension som den første på normallønsområdet ved dette års forhandlinger.
"Men intet er gratis i en overenskomstforhandling. Så vi har måttet droppe de 50 øre i anciennitetstillæg, som transporten fik. Vi har også sagt nej til fratrædelsesgodtgørelser, og vi har ændret lidt på betalingen for søgne-helligdage," siger hun til 3F.
Arbejdsgiverne ville gerne udvide de ansattes arbejdstid og ændre fristen for betaling for overarbejde - men den fik de ikke.
"Det var ikke vores kop te. Men vores del af handlen blev, at muligheden for varierende arbejdstid udvides til også at omfatte deltidsmedarbejdere. Før gjaldt det kun fuldtidsansatte," siger Tina Møller Madsen.
Rengøringsområdet er nu også bedre rustet til kampen mod løndumping.
3F har siden OK 2007 to gange årligt kunnet bede om lister over underleverandører.
Den nye aftale betyder imidlertid, at tillidsrepræsentanter og 3F kan kræve at få lønoplysninger, hvis blot der er mistanke om snyd og underbetaling.