Propfyldte askebægre og en tåge af røg så tyk, at man næsten må skære sig igennem den.
Det er fortsat billedet på mange barer og værtshuse rundt omkring i landet, selvom rygeloven har været gældende i to et halvt år.
Nu falder hammeren overfor værtshusene. I 2009 meldte Arbejdstilsynet 23 restaurationer eller barer til politiet for overtrædelse af rygeloven. I 2008 fik kun 15 den behandling.
Stigningen vækker glæde hos Socialdemokraternes forebyggelsesordfører, Flemming Møller Mortensen.
"Jeg synes, man har gjort for lidt på området, så jeg glæder mig over, at tallet er steget," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
En anmeldelse til politiet sker først efter, at en restauration allerede er blevet idømt tre bøder, og anmeldelsen bliver set som sidste udvej for at få den enkelte restauration til at makke ret. De tre bøder ligger på mellem 2.000 til 10.000 kr.
Hos Kræftens Bekæmpelse mener overlæge og forebyggelseschef Hans Storm, at der er sket et markant skift i holdningen hos restaurationsbranchen. Der er dog stadig lang vej igen, siger han.
"Det er trist, og det er ikke noget, vi kan acceptere. Vi accepterer jo heller ikke, at folk kører for hurtigt i gaderne eller over for rødt lys, men vi kan jo ikke forhindre, at det sker. Det eneste, vi kan ønske, er, at restauratørerne tager loven til sig og ser fornuften i den - og staten afsætter tilstrækkelig med ressourcer til kontrol," siger han til Newspaq.
Samme holdning har forebyggelsesordfører Flemming Møller Mortensen.
"Der hersker ingen tvivl om, at det, der vil betyde noget, er, at kontrolinstansen er i orden. Samtidig er vi nødt til at få gentaget lovgivningen over for værtshusejerne," siger han.
På fredag ventes Folketinget at udsætte en revision af den eksisterende rygelov halvandet til to år.