Volvo Car Denmark lancerer i samarbejde med Podimo Studios podcasten Ro med Thomas Skov, der over 10 afsnit undersøger, hvordan danskerne finder ro i en verden, der støjer. Det gør han ved at interviewe en række kendte danskere og eksperter.
Podcasten er et resultat af Volvo Car Denmarks undersøgelse af danskernes mentale tilstedeværelse. Undersøgelsen EKKO-målingen viste blandt andet, at 44 procent af danskerne oplever tankemylder og bekymringer dagligt eller ugentligt, og mere end halvdelen oplever, at de ugentligt har gang i for mange ting på samme tid. 61 procent angiver, at de tjekker deres telefon for ofte.
I podcasten tager vært Thomas Skov på køretur med en ny gæst i hver episode for at undersøge, hvad ro betyder i en tid, hvor mange oplever, at stilhed og pauser er blevet en mangelvare. Afsnittene har forskellige indgangsvinkler til samtalen om ro, f.eks. skærmtid, tankemylder og bekymringer og muligheden for fokus og koncentration i hverdagen.
I første afsnit af Ro med Thomas Skov er gæsten journalist, foredragsholder og influencer Christina Sander. Hun fortæller om en børnefamiliehverdag, hvor notifikationer, forventningspres og nulfejlskultur er blevet en konstant kilde til bekymringer og tankemylder.
Ro med Thomas Skov udkommer ugentligt, og første afsnit har premiere i dag onsdag. Efterfølgende kan du blandt andet møde influencer Rasmus Brohave, militærpsykolog og tidligere leder for Sirius-patruljen Anders Kjærgaard og forfatter og cykelsportkommentator Bastian Emil Goldschmidt.