De Røde Djævle er notorisk kendt for at præstere en fremragende slutspurt i sæsonen.
Igen i år ser Sir Alex Fergusons tropper ud til at leve op til det ry.
For efter en sæson uden sprudlende spil melder holdet fra Drømmenes Teater sig nu for alvor ind i den engelske mestskabsdyst.
Her til eftermiddag sendte Manchester United konkurstruede Portsmouth hjem med et knusende 5-0-nederlag. Sejren sender holdet til tops i den bedste engelske række inden Chelsea i morgen spiller lokalopgør mod Arsenal.
Det tog dog lidt tid før spillerne i rødt kom i gang. Først fem minutter før pausen startede målfesten, da Wayne Rooney bragte United foran.
Efter pausen gik der gavebod i nedrykningskandidaternes hårdt prøvede forsvar. Borre, Hughes og Wilson lavede mål i eget net. Herimellem scorede måltyven Berbatov en enkelt pind.
Også i Tyskland er et storhold ved at komme op i gear.
Bayern München var ellers på en svær opgave ude mod de forsvarende mestre fra Wolfsburg, der indskiftede Thomas Khalenberg til ingen verdens nytte 20 minutter før tid.
Allerede før pausen satte sydtyskerne mestrene på plads.
Arjen Robben bragte storklubben foran efter to minutter. Den stærke belgier Daniel van Buyten udbyggede føringen godt 20 minutter senere på et hovedstød.
Et selvmål fra Andrea Barzagli slukkede den sidste spænding. Inden sidste års helt store lys i Bundesligaen Edin Dzeko og Grafite samarbejdede om et trøstemål. Brasilianeren satte sidste fod på angrebet.
Med sejren på 3-1 er Bayern to point efter Bayer Leverkusen, der stadig ikke har tabt. I dag måtte de dog nøjede med skuffende 1-1 mod Bochum.