Fitnesskæden SATS har besluttet at fjerne alle solarier fra og med den 1. december 2009.
Baggrunden er en ny rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO, som fastslår, at der er en direkte sammenhæng mellem brug af solarium og risikoen for hud- og modermærkekræft.
Adm. direktør i SATS, Stefan Högkvist, siger i en pressemeddelelse, at SATS's vision om at styrke folks sundhed ikke er foreneligt med det sundhedsskadelige i at tage solarium.
"Med den kundskab, den nye rapport formidler, føler vi ikke længere, det er forsvarligt at udbyde solarier. Derfor tager vi nu skridtet helt ud og fjerner solarierne fra vores træningscentre," siger han.
Han understreger, at SATS tidligere har fulgt WHO's anbefalinger og blandt andet nedsat soltiderne per gang og ikke åbnet nye solarier i nybyggede centre.
"Når nu WHO stiller skarp på sammenhængen mellem solariebrug og kræftrisikoen, føles det som en naturlig tilpasning af vores virksomhed at fjerne de sidste solarier. Det giver os muligheden for at tilbyde nye spændende sundhedsfremmende produkter, som vi tror på, at vores medlemmer vil synes om," siger han.