Ferieturen til Las Palmas eller købet af FC Barcelona-trøjen på nettet kan være endt med at mystiske bagmænd har tømt kontoen for penge.
Flere danskere er allerede blevet ofre for et svindelnummer med Visa og Mastercard, der er blevet brugt i Spanien eller i en spansk webbutik.
"Der er nogle få kort, der er blevet udsat for misbrug. De er blevet udskiftet, og kortholderne har fået deres penge refunderet," fortæller press manager i PBS, Søren Winge, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Endnu et par hundrede kort er blevet udskiftet - nogle af dem på grund af misbrugsforsøg - mens flere tusinde danske kort er sat under skærpet overvågning.
Indtil videre holder de spanske myndigheder, Visa og Mastercard oplysningerne om svindelen for sig selv af hensyn til efterforskningen.
"Derfor ved vi ikke så meget endnu. Men vi ved, at der er sket det, vi kalder en datakompromittering. Det vil sige, at nogen har tilegnet sig oplysninger ved at hacke sig frem. Præcis hvordan, det er foregået, er noget som Visa og Mastercard er ved at efterforske sig frem til," siger Søren Winge.
Svindelen involverer adskillige tusinde kort fra flere forskellige lande. Eksempelvis oplyser den svenske bank SEB kan 28.000 svenskere være i farezonen. Også norske kortholdere har fået spærret deres kort.
Herhjemme har banken Basisbank valgt at være på den sikre side og har sendt nye Visa eller Mastercard til omkring 300 kunder.
Selvom også danske konti overvåges af Visa og Mastercard, så råder Søren Winge danskere, der har brugt deres kort i Spanien eller på spanske hjemmesider, til at tjekke deres kontoudskrifter.