Færre teenagere ryger cigaretter i disse år, men skilsmissebørnene pulser dog stadig løs.
Der er nemlig dobbelt så mange faste rygere blandt 16-20 årige fra brudte familier sammenlignet med jævnaldrende i kernefamilier.
Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, skriver Urban.
Og det er ikke kun ved røgen, at der er bekymrende forskelle. Skilsmissebørn er oftere fulde, ligesom de motionerer mindre og eksperimenterer mere med hash og stoffer.
"Forskellene er særdeles tydelige og meget foruroligende," forklarer chefkonsulent fra Sundhedsstyrelsen, Jørgen Falk.
"Vi ved, at nikotin, alkohol og hash er "magiske" stoffer, der giver en midlertidig tryghedsfølelse. Og netop tryghed har teenagere, der lever i familier med tumult, brug for. Problemet er, at de ikke burde finde den i et overforbrug af giftstoffer, der ødelægger kroppen," siger han.
Ifølge Jørgen Falk er tallene renset for sociale faktorer, og han oplyser, at livsstilsproblemerne gælder unge fra samtlige sociale lag.