De fleste forventer, at deres personlige bankmand er til for at hjælpe og rådgive. En bankrådgiver i Sparekassen Østjylland har dog vist sig at have en noget mere kreativ opfattelse af sit job.
Rådgiveren har nemlig brugt arbejdstiden på at oprette fiktive lån i kundernes navne og brugt formuen til eget forbrug. Og der ikke tale om småpenge. Medarbejderen har nemlig snydt og bedraget pengeinstituttet for over 2,4 millioner kroner.
Banken fandt dog ud af bedrageriet, inden kunderne opdagede noget. Bankens ledelse har dog orienteret de kunder, hvis navne bankrådgivere havde misbrugt til million-bedrageriet.
Ingen kunde-konti er blevet tømt, men tabet på de 2,4 millioner berører filialens samlede kassebeholdning.
Bedrageriet fandt sted for knap to år siden i sparekassens afdeling i Gjern, og har indtil videre ikke været offentligt kendt. Nu har administrerende direktør Henrik Westergaard i Sparekassen Østjylland imidlertid bekræftet over for Århus Stiftstidende, at der er en sag.
Sagen kommer frem blot en uge efter, at en bankrådgiver - og ludoman - hos Lån & Spar i Århus blev afsløret i at have lænset en kundes konto for 450.000 kroner.