De har lavet den før, og nu er de ved at gøre det igen.
Kun det bedste er godt nok til storklubben Bayern München, der har for vane at håndplukke de bedste spillere fra den tyske Bundesliga.
Lucio, Ze Roberto og Michael Ballack, der nu er i Chelsea, blev alle hentet til fra Leverkusen og Miroslav Klose kom til fra Werder Bremen.
Nordtyskerne ser nu igen ud til at miste en markant profil til galehuset i syd. Ifølge den tyske avis Bild er Bayern München nemlig blevet enige med den brasilianske midtbanegeneral Diego, som ellers længe har været rygtet til Juventus.
Ifølge avisen mødtes repræsentanter fra Bayern med Diegos far og to advokater, og de blev enige om en fire-årig kontrakt til brasilianeren, der nu har meddelt Werder Bremens sportsdirektør, Klaus Allofs, at han kun vil til Bayern München.
Bayern München er dog endnu ikke blevet enige med Werder Bremen om en overgangssum, men det anses af Bild for at være en formalitet.