Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er ikke imponeret af velfærdsminister Karen Jespersens (V) plan for at rydde op i de sociale problemer på Nørrebro.
"Det er altid dejligt, når der er nogen, der vil hjælpe. Men det, som Karen Jespersen foreslår, er nærmest til grin. Hun foreslår at lave en undersøgelse, men den har vi allerede lavet," siger Ritt Bjerregaard ifølge Berlingske.dk
Københavns Kommune fik sidste år analysefirmaet LG Insight til at vurdere den kriminalpræventive indsats i byen.
Og i stedet for nye undersøgelser kunne Karen Jespersen tage fat i den eksisterende rapport, mener overborgmesteren.
Blandt andet blev det i rapporten foreslået, at man skulle styrke samarbejdet mellem de sociale myndigheder og børn- og ungeområdet.
"Rapporten fortalte, at der var ting, vi gjorde godt, og der var nogle områder, vi skulle styrke. Den pegede blandt andet på, at der skulle være et bedre samarbejde mellem de sociale myndigheder og børn- og ungeområder. Det er noget af det, vi gør nu, så det fungerer bedre," siger Ritt Bjerregaard.