På kvindernes internationale kampdag foreslår Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, at der tages drastiske midler i brug for at sikre, at vigtige poster fordeles ligeligt mellem mænd og kvinder.
Hun foreslår for eksempel, at kvindelige politikeres bliver købt fri fra arbejde, så de har bedre tid til f.eks. byrådsmøder.
"Byrådsmøder ligger ofte på de tidspunkter, hvor man skal hente børn, lave mad og lægge dem i seng. Hvis man lavede en ordning, som man har i enkelte andre lande, hvor man køber kvinderne fri ved arbejde, så tror jeg, at flere ville overveje at gå ind i politik," siger Julie Rademacher til Nyhedsbureauet Newspaq.
38 procent af medlemmerne i Folketinget er kvinder. Men i regions- og byråd ser det anderledes ud. Her er blot 27 procent kvinder.
"Vi har mange gode rollemodeller i Danmark, men jeg synes, vi er døset lidt hen. Vi er gode til at få kvinder i folketinget, men der er for få i lokalpolitik," siger hun.
Julie Rademacher går også ind for kvoter, hvor fordelingen af mænd og kvinder er fuldstændig lige.
Hun vil nu tage debatten op på Socialdemokraternes kommende kongres.
"Jeg håber, vi finder konkrete løsninger til, hvordan vi får flere kvinder til at stille op for Socialdemokraterne. Både til Folketinget, til Europaparlamentsvalget og i forhold til regionsrådene. For det ser ikke godt ud for os, ligesom i mange andre partier. Det, jeg gerne vil have, er, at vi ikke bare snakker om det, men også gør noget ved det."