Karen Jespersen, Carina Christensen, Helge Sander, Ulla Tørnæs og Jakob Axel Nielsen bør forlade deres ministerposter. Det er den klare besked fra unge borgerlige.
Konservativ og Venstres Ungdom er gået sammen om at revse en håndfuld ministre, som de mener, er for tunge at danse med.
"Hvis vi skal sikre, at Villy Søvndal ikke bliver finansminister og Helle Thorning-Schmidt ikke bliver statsminister, så er det helt afgørende, at vi får det stærkest mulige hold," forklarer VU-formand, Thomas Banke, til Berlingske Tidende.
"Hvis man vil sætte det stærkeste hold, er der altid nogen, som må vige pladsen for andre, der er dygtigere eller er bedre til at kommunikere budskaberne, og man skal ikke være bange for at sige 'tak for indsatsen'," supplerer KU-formand Rune Kristensen.